Sport, bevægelse og friluftsliv
Interesserer du dig for heste, så er hestecenter måske noget for dig. Vi rider, strigler, quizzer og har teori om heste. Der er så mange ting, man kan lave i selskab med heste. Så det handler langt fra kun om ridning. Vi kommer til at lave alt muligt sjovt med hestene. Kom og vær med.
På hestehold laver vi sjove ting i selskab med vores heste og ponyer. Vi laver agility med hestene og afprøver løsspring på ridebanen. Vi rider, strigler og har teori om heste. Derudover hygger vi med hestene, ved fx at tage dem med ud i skoven, hvor de kan græsse. Så prøver vi at tegne hestene og laver quiz om heste, samt afholder striglekonkurrence. Rideundervisningen byder bl.a. på ponygames, skovture, bomtræning og basis ridning. Der er plads til 8 deltagere på hvert hold, og når der er ridning, er man to og to om en pony/hest, da vi max kan have 4 heste på ridebanen ad gangen. Vi har ridehjelme, rideveste og ridestøvler, man kan låne. For at kunne deltage på holdet skal en af dine forældre skrive under på, at du må gå på holdet, da det kan være en farlig sport. På holdet er du velkommen både som nybegynder eller som rutineret hestekyndig. Lige meget hvad, er vi sikre på, at vi kan lære dig noget nyt om heste.
Vi glæder os til at se dig.